Studerende med en grøn mission

Tre studerende fra diplomingeniøruddannelsen i Proces og Innovation fik ved GRØN DYST øjnene op for, at det nogle gange er den enkle, men funktionelle løsning, som er den bedste. Et på mange måder lav-teknologisk koncept ved navnet WaterCue gav gruppen en førsteplads i kategorien Bachelor course concept ved GRØN DYST 2015.

"Det er så simpelt, at det er genialt. Imponerende med funktionsdygtig prototype. Stort potentiale for mindre vandforbrug”. Det var udtalelsen fra én af dommerne ved dette års GRØN DYST, hvor WaterCue-projektet løb af med en førsteplads i Bachelor course concept kategorien. Det er Rasmus Thude, Esben Grande og Peder Mannerup, som står bag den, med dommerpanelets ord, geniale ide.

De er alle tre 3.-semesterstuderende på diplomingeniøruddannelsesretningen Proces og Innovation, og de deltog i GRØN DYST som en del af 2. semesterkurset Grønt Entreprenørskab.”Esben og jeg fik en snak på cykelturen hjem om, at forbrugeren i dag er den mest bevidste nogensinde, men de fleste glemmer fuldstændig tiden i badet og aner ikke, hvor meget vand de forbruger. Efter kort research fandt vi ud af, at der allerede var udviklet højteknologiske produkter til + 800 kr. Vi kom frem til, at man måtte kunne lave et vandspare-device, som nudger forbrugeren, og som er så billig, at alle mennesker kan lokkes til at lægge den i indkøbskurven”, fortæller Rasmus Thude med stor entusiasme.

Fra ide til funktionsmodel
Formålet med kurset Grønt Entreprenørskab er at gøre en grøn ide til en forretningsmulighed. Man skal altså udtænke konceptet, men ikke nødvendigvis bygge en prototype. Esben, Rasmus og Peder valgte imidlertid at gå hele vejen, og det blev muliggjort ved det efterfølgende 3-ugers kursus om Prototyping.

”Vi tænkte, at vi ville bygge en funktionsmodel, altså en fungerende prototype, da det har en rigtig god effekt, når folk ser noget, der rent faktisk virker. Konceptet skulle være så simpelt, at det burde kunne lade sig gøre at lave en model, som kunne sættes op i et rigtigt miljø, altså en brusekabine. Og så skulle den naturligvis ’nudge’ allerede efter 2 minutter, da pitchen ved GRØN DYST jo kun må tage to minutter”, fortæller Esben om baggrunden for at lave en prototype.

Ren panik

Til at starte med var det Esbens badeværelse, som stod for skud, når prototypen skulle testes, men det blev både Esben og hans familie hurtigt trætte af. Så de tre studerende tog kontakt til værkstederne på DTU Diploms afdeling for Byggeri og Infrastruktur, som kunne hjælpe dem på vej ved at muliggøre en vandinstallation.

”Vi fik rigtig stor hjælp til at få lavet en vandinstallation med termostat og vandvarmer, og vi fik lov til arbejde nede i værkstedet, så vi kunne teste og forbedre funktionsmodellen. Vi havde ekstremt travlt i de tre uger, og de første to uger var ren panik. Tingene virkede ikke, materialerne var forsinkede, men den sidste uge kom der et gennembrud. Og så fik vi rigtig god støtte til vores projekt, både fra undervisere og værkstederne, fortæller Esben.

Brusekabine og beregninger

WaterCue-drengene indrømmer, at de ikke havde de store forventninger GRØN DYST, da de jo ikke, med deres egne ord, stillede op med et højtteknologisk og ingeniørfagligt avanceret produkt. Men deres enkle koncept og den fungerende prototype kombineret med en life cycle assesment, som viste, at ved at producere WaterCue i 70% genbrugsplast kunne den produceres og distribueres for mindre, end det ville koste at producere den i ny plast, fik de brede smil frem hos dommerpanelet.

”Der var mange holdninger til pitch strategi blandt undervisere og tidligere GRØN DYST deltagere, men vi valgte at lave et lille show og en saglig salgspitch, hvor jeg til at begynde med kom ud af bruseren, og lod som om, jeg tørrede mit hår med et håndklæde”, fortæller Rasmus med et smil.

Og dommerne tog rigtig godt imod både brusekabine, vandspare-prototype og de bagvedliggende beregninger og forklaringer. For selv om gruppen ikke havde de store forventninger til deres deltagelse i GRØN DYST, var de godt forberedte på de kritiske spørgsmål. De fokuserede blandt andet meget på, at det enkle og billige koncept netop kan få flere til at være med til at spare på bandet.

”Vi fik rigtig god feedback fra dommerne, og vi blev både meget overraskede og glade for modtagelsen af vores ide. Én af dommerne sagde for eksempel ’hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på det før?' Det var befriende at skulle præsentere sit projekt på en anden måde end til en almindelig eksamen, at blive lyttet til af folk fra industrien’, forklarer Rasmus.

Pitch for Rufus Gifford

Udover førstepladsen i deres kategori bød GRØNT DYST på andre store oplevelser for de tre grønt tænkende DTU-studerende.

”Det var vildt både at få lov til at lave pitch for Rufus Gifford (den amerikanske ambassadør, red.) og være i dialog med rektor. Så det var godt, at vi havde fundet nogle boards til at skærme for toiletkøen, da vi jo på grund af vores behov for afløb var placeret lige ved siden af toilettet”, konkluderer en grinende Esben.

Vil give folk blå samvittighed

På spørgsmålet om, hvad WaterCue-gruppen har fået ud af projektet, er de enige om, at de nu tror meget mere på sig selv. Og så er det planen at gå videre med at undersøge mulighederne for at gøre deres koncept til virkelighed, så vi alle sammen en dag kan lægge et WaterCue vandspare-device ned til de to liter mælk og en pakke skivet ost i indkøbskurven.

”Vi vil gerne være med til at give folk og især den næste generation det vi kalder en ’blå samvittighed’, da vand er godt på vej til at blive den næste knappe ressource. Vi arbejder nu på at forfine funktionsmodellen på baggrund af den feedback, vi fik fra GRØN DYST, og så får vi se”, afslutter Rasmus.

Artiklen er skrevet af kommunikationsmedarbejder Nina Flindt Temte