Forbered din præsentation

Her kan du læse om hvordan præsentation og bedømmelse foregår til konferencen.

Dommerpaneler

I dommerpanelerne, der skal bedømme dit projekt, indgår politikere, erhvervsfolk, studerende, institutdirektører, professorer og undervisere, der ikke nødvendigvis er eksperter inden for netop dit felt. Du bør derfor, når du planlægger din præsentation, sørge for, at den kan forstås af ikke-specialister. Dit projekt bliver bedømt af tre dommerpaneler på konferencedagen.

 

Præsentationen

Du vil skulle pitche dit projekt tre gange i løbet af dagen. Din præsentation foregår ved din stand, hvor dommerpanelerne vil komme forbi. 

 

Du har 120 sekunder til at præsentere dit projekt samt en smule tid til korte spørgsmål. Vær opmærksom på, at det er yderst vigtigt at overholde tiden. Sørg derfor for at være fokuseret og at have øvet præsentationen på forhånd. Deltag f.eks. i vores pitch-workshops og lær mere om præsentationsteknik.

 

Poster

Som deltager til GRØN DYST bliver du bedømt på, om dit projekt er velstruktureret og klart formidlet. Det visuelle element i præsentationen er en vigtig del af formidlingen og derfor kan det godt betale sig, at bruge lidt energi på en god præsentation. Til konferencedagen kan du derfor med fordel have en poster der overskueliggøre dit projekt. Posteren skal have størrelsen A0.

 

Sprog

Bachelorstuderende kan vælge at præsentere på dansk eller engelsk. Abstract skal dog skrives på engelsk.

Kandidatstuderende skal præsentere projektet på engelsk. Der kan være medlemmer af dommerpanelet, der ikke forstår dansk.

 

Optimér din præsentation

Inden GRØN DYST bliver der afholdt to online pitch-workshops i Skylab. Workshoppen vil give dig værktøjer, der vil forøge dine chancer for at vinde GRØN DYST.

 

En stor del af bedømmelsen er baseret på præsentationen. Det er derfor vigtigt, at du er godt forberedt og yder dit bedste til præsentationen.